ØVELSER TIL DIN RYG
Mange af os oplever rygsmerter i løbet af livet, og mange har en ide om, at det er en naturlig del af at blive ældre eller noget, der ikke kan undgåes.
Men sådan behøver det ikke at være.
Med den rette behandling, målrettet træning og forståelse for kroppen kan vi reducere og fjerne smerter.
I denne serie arbejder vi med at opbygge styrke omkring rygsøjlen, forbedre mobiliteten og skabe bedre kropskontrol. Vi integrerer også vejrtrækningen, som spiller en vigtig rolle i både stabilitet, nervesystem og smertereduktion.
Hvis du har spørgsmål undervejs, er du altid velkommen til at kontakte os.
Stærk Ryg
I denne sekvens arbejder vi med at styrke musklerne omkring rygsøjlen.
Ryggen er en stærk og bevægelig struktur, opbygget af hvirvler, disci, bindevæv og muskulatur, som arbejder tæt sammen. Den er designet til bevægelse, og har brug for det for at holde sig sund og velfungerende.
Når vi styrker de rigtige muskelgrupper, forbedrer vi støtte, stabilitet og kontrol. Fokus er på rolige, kontrollerede bevægelser og god teknik, især i core og ben.
Denne sekvens er ideel om morgenen eller i løbet af den første del af dagen.
Bevægelig Ryg
Denne sekvens har fokus på mobilitet og stræk.
Her arbejder vi med at løsne spændinger, forbedre bevægeligheden og give kroppen mulighed for at restituere.
Strækøvelserne hjælper med at reducere stivhed og kan være særligt gavnlige efter en lang dag.
Vi anbefaler at lave denne sekvens om aftenen, hvor kroppen har brug for at falde til ro.
3 til 1 Vejrtrækningsøvelse
Her arbejder vi med at flytte vejrtrækningen fra en overfladisk brystvejrtrækning til en dyb, rolig vejrtrækning med diafragma. Når vi primært trækker vejret i brystkassen, kan det skabe spændinger i nakke, skuldre og lænd.
Ved at aktivere diafragma styrker vi en vigtig del af kroppens stabilitet omkring rygsøjlen. Det giver bedre støtte, mindre spænding og en mere rolig og afbalanceret krop.
